Da to kameraer ikke ville ligne hinanden: Louises podcastoptagelse

Louise kom til kurset i begyndelsen af efteråret med en lille podcast, hun optog i et lejet lokale. Hun havde to kameraer, ét på hende selv og ét på gæsten, og hun var træt af, at hver gang hun klippede mellem dem, virkede det, som om de sad i to forskellige rum.

Jeg bad hende vise mig et uredigeret klip. Hendes hud var lidt varm og gylden på det ene kamera og næsten grålig på det andet. Lysstyrken sprang også, så gæstens ansigt virkede mørkere, uden at lyset i rummet faktisk var forskelligt.

Det er en klassiker, når man har ens kameraer men lader dem passe sig selv. Hun var overbevist om, at fejlen lå i lyset, men som regel ligger den i indstillingerne. Vi aftalte at gå systematisk til værks i stedet for at gætte og skrue løs på alt på én gang.

Det første, vi gjorde, var at slå automatikken fra på begge kameraer. Automatisk hvidbalance og automatisk eksponering justerer sig løbende efter, hvad der er i billedet, og når en gæst læner sig frem eller bærer en lys trøje, skifter farven med. To kameraer, der gætter hver for sig, ender sjældent det samme sted.

Louise var lidt nervøs for at give slip, fordi automatikken føltes tryg. Jeg forklarede, at målet ikke er et perfekt billede på ét kamera, men to billeder, der opfører sig ens. Det kræver faste værdier, som man selv har valgt og kan skrive ned.

Vi låste blænde, lukkertid og ISO på samme værdier og satte hvidbalancen manuelt. Allerede her blev forskellen mindre, men den var ikke væk. Det er normalt, for to kameraehuse og to objektiver giver ikke nødvendigvis samme farvegengivelse, selv med identiske tal.

• Slå automatisk hvidbalance fra på begge kameraer
• Lås blænde, lukkertid og ISO på samme værdier
• Skriv indstillingerne ned, så de kan gentages

Herefter hentede vi et gråkort frem og lod Louise holde det i ansigtshøjde, hvor hun og gæsten sad. Vi tog et billede med hvert kamera og målte hvidbalancen efter kortet, så begge kameraer fik samme definition på neutral grå. Det gjorde farven på huden mere ens næsten med det samme.

Til lysstyrken brugte vi kameraernes egne værktøjer. Vi kiggede på kurven for lysstyrke på begge skærme og justerede, indtil ansigtet lå på omtrent samme niveau. Kurven er mere pålidelig end øjet, fordi skærmens lysstyrke og omgivelserne snyder os, når vi bedømmer billedet på sansen.

Louise bemærkede, at hendes eget ansigt lå lidt højere end gæstens. Det var ikke en fejl i kameraet, men en forskel i, hvor meget lys der faldt på de to pladser. Så vi flyttede lampen en smule, indtil kurverne passede bedre.

Selv med samme værdier og samme gråkort var der en svag grønlig tone på det ene kamera. Her kom den mest lærerige del af dagen: nogle kameraer lægger en anden farvekarakter ind, og den må man tilpasse bagefter eller i profilindstillingerne.

Vi åbnede billedprofilen på begge kameraer og satte kontrast, mætning og skarphed på samme niveau. Det er kedeligt arbejde, men det er netop det, der afgør, om to optagelser føles som én produktion. Louise tog billeder af samme motiv med begge kameraer og lagde dem ved siden af hinanden på skærmen.

Hun sagde, at hun aldrig tidligere havde sammenlignet billeder side om side på den måde. Det blev hendes faste vane, før hun startede en optagelse, og tager kun få minutter, når først indstillingerne er skrevet ned og kan gentages.

• Sæt kontrast, mætning og skarphed ens i billedprofilen
• Sammenlign stillbilleder side om side før hver optagelse

Nogle forskelle lå uden for kameraernes rækkevidde. Det ene objektiv var lysstærkere end det andet, og dybdeskarpheden var derfor forskellig. Baggrunden var mere sløret på det ene kamera, hvilket fik klippene til at skifte karakter, selv når farve og lys var på plads.

Her valgte Louise at lukke blænden lidt på det lysstærke objektiv, så de to billeder kom tættere på hinanden. Det kostede noget lys, som vi hentede tilbage ved at hæve ISO på det kamera og flytte lampen lidt tættere på.

Jeg minder altid kursisterne om, at det er et valg og ikke en fejl. Man kan rette billederne ind mod hinanden, men man må acceptere, at to forskellige kameraer aldrig bliver identiske. Målet er, at tilskueren ikke lægger mærke til skiftet, når der klippes.

Ved dagens slutning havde Louise et lille ark med faste indstillinger for begge kameraer, en rækkefølge for tjekket før optagelse og et gråkort liggende i tasken. Hun optog en prøvesamtale, og da vi klippede mellem de to kameraer, kunne vi ikke høre eller se, hvornår det skiftede.

Det vigtigste var ikke tallene, men vanen med at tjekke og skrive ned. Næste gang gæsten sætter sig, kan hun gentage de samme trin på ti minutter i stedet for at gætte sig frem. Det gør også, at hun kan overlade rutinen til en hjælper uden at miste kontrollen.

Hun nævnte til sidst, at hun gerne vil øve det samme med et tredje kamera, hvis hun får råd til det. Princippet er det samme, bare med flere billeder at holde øje med.